Boganmeldelse

 

David startede med at læse denne. Forsiden har formentlig vakt genkendelse og mindet ham om alle mine gemmelege til store familiefester. Han var én stor aha-oplevelse efter at have læst den. Og det forstår jeg, for det er som om, den er skrevet om mig.

Et af mine yndlingscitater fra bogen, som får mig til at smile og tænke på min dejlige, ekstroverte mand, er dette:

“Sig blot om jeg forstyrrer, sagde han i døråbningen, så går jeg med det samme. Du ikke bare forstyrrer, svarede jeg, du ryster hele min tilværelse. Velkommen.” (Eeva Kilpi)

Godt nytår!

Som en ægte introvert foretrækker jeg i virkeligheden at gå og sysle med mine nytårsforsætter for mig selv, men når jeg nu har sagt A (oprettet en blog), kan jeg vel også vove at sige B (dele hvordan nytårsforsætter kan se ud i hovedet på en introvert).

I 2015 vil jeg forsøge at slå færre knuder på mig selv. Jeg bliver lidt træt, når jeg skal finde på sniksnak og give highfives, huske at smile mere udenpå ansigtet, bryde ind i samtaler og tale højt for at blive hørt – generelt være mere pep end hvad der falder mig naturligt. Måske er det ok at være mere mig? Og kære ekstroverte, på trods af min afdæmpede og eftertænksomme facon, er jeg som regel både glad, optimistisk og interesseret:-) Just so you know.

I 2015 har jeg lyst til at være mere sund. Godt gammeldags fodformet sund. Fysisk, mental og åndelig sundhed er den gave jeg vil give mig selv i 2015. Der er jeg så desværre udfordret af et helt særligt fysisk princip, som kun gælder for mig. David er helt upåvirket af det. Der sker det at kiloene sætter sig på mig bare jeg ser på et glas vand. På den måde er det lidt op ad bakke. Men jeg er jo som før nævnt både glad og optimistisk, så 2015: Kom an!

Og godt nytår til alle der forvilder sig ind og læser med:-)