Hemulen som elskede stilhed

Jeg har for nylig genopdaget Mumitroldene. Har du et introvert barn, er “Hemulen som elskede stilhed” et bud på en historie I kan læse sammen. Den handler om Hemulen som, sammen med sin larmende familie, ejer et tivoli. Hemulen klipper billetter i tivoliet, men det er ikke noget han bryder sig om. Han vil hellere være i fred. Han får det bare ikke sagt højt nok, og familien glemmer at spørge.

“Du er alene og har ikke noget at lave,” sagde de andre hemuler venligt. “Så det kan godt kvikke dig op at hjælpe lidt til og være sammen med andre mennesker.” “Ja, men jeg er aldrig alene,” prøvede Hemulen at forklare. “Det når jeg aldrig. Der er så mange, som vil kvikke mig op. Undskyld, men jeg ville så gerne…” “Det er godt,” sagde familien og klappede ham på skulderen. “Sådan skal det være. Aldrig alene, altid på farten.”

Historien ender godt:) Og måske kan den bruges som udgangspunkt for samtale med dit introverte barn om, at det er helt legalt at trække sig fra fællesskabet ind i mellem, at det er en fin ting at ønske sig stilhed og at stilheden giver grobund for kreativitet og ny energi til at være sammen med andre. At føle sig set og forstået midt i det ekstroverte ideal, som børn også bliver mødt med, kan være helt befriende for et introvert barn. Skulle jeg hilse og sige:)

2 tanker om "Hemulen som elskede stilhed"

  1. Sikken en fin måde at beskrive det på. Tak for det. Vigtigt at tage dette op. Før vi får set os om er det at Være introvert og særligt sensitiv blevet gjort til en diagnose. Er det ikke omgivelserne der skal passe til mennesket og ikke mennesket der skal passe ind i omgivelserne? Som at tro man kan komme i et par alt for stramme bukser.

  2. Ja diagnoser har vi sådan set rigeligt af, hvis du spørger mig:) Diagnoser har deres berettigelse, men kan også være en nem udvej. Når vi kommer til at sygeliggøre helt normal menneskelig adfærd, så gør vi det vist mere besværligt for os selv, end det behøver at være. Jeg tænker vores energi var bedre brugt på at være nysgerrig på menneskers vidunderlige forskellighed, og forsøge at sætte et samfund sammen som rummer og udnytter de forskelligheder. For du har ret, en dag i mit liv kan godt føles som et langt forsøg på at passe et par bukser som er for stramme. I mere end én forstand;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>